mandag den 14. april 2008

Kan det mon passe? - eller: Arbejderen der styrtede ned i cementen

I forbindelsen med efterårets udstilling om Storstrømsbroen dukkede der en fortælling op:

Under arbejdet med støbningen af den tredje eller fjerde bropille fra Falster-siden skulle en arbejder været styrtet ned i den våde cement. Han gik til bunds i cementen, og det lykkedes ikke at finde ham. Derfor skulle liget stadig ligge inde i cementen.

Er det mon en vandrehistorie, eller er der mon noget om snakken?
På Lokalarkivet vil vi gerne høre mere om den historie, så hvis du kender historien, hører vi meget gerne nærmere..

fredag den 4. april 2008

Vordingborg anno 1241

TEMA: BORG OG KONGEMAGT

Med Lov skal Land bygges… Sådan indledes fortalen til Jydske lov, der blev givet i Vordingborg i 1241.

Jydske lov er den første lov, der er skrevet på dansk. Her kan man læse datidens spilleregler for et moderne samfund. Loven var gældende i Jylland og på Fyn, men kom med tiden til at gælde for hele Danmark, og den var i kraft helt frem til vedtagelsen af Danske lov i 1683.

Jydske lov blev vedtaget på det jyske landsting i Viborg. I middelalderen rejste kongen rundt mellem sine rigsborge for at holde sammen på landet, og derfor blev Jydske lov underskrevet af kongen, Valdemar Sejr (1202-1241), under et danehof på Vordingborg den 28. marts 1241 under overværelse af kongens sønner og landets fremtrædende mænd og gejstlige.

Fortalen til Jydske lov slutter således:
Vide skal alle, der ser denne Bog, at Kong Valdemar, den anden Søn af Valdemar, der var Sankt Knuds Søn, da han havde været Konge i ni og tredive Vintre, og der var gaaet Tusind og to Hundrede og fyrretyve Vintre, efter at Vor Herre var født, i den næstfølgende Marts Maaned lod skrive denne Bog og gav denne Lov, som her staar skrevet paa Dansk, i Vordingborg med Samtykke af sine Sønner, der var til Stede, Kong Erik, Hertug Abel og Junker Christoffer og Uffe, der da var Ærkebiskop i Lund, og Biskop Niels i Roskilde, Biskop Iver i Fyn, Biskop Peder i Aarhus, Biskop Gunner i Ribe, Biskop Gunner i Viborg, Biskop Jens i Vendsyssel og Biskop Jens i Hedeby og desuden med Samtykke af alle de bedste mænd, der er i hans Rige.

torsdag den 3. april 2008

BUKO - en ostefabrik i Vordingborg

TEMA: STORE ARBEJDSPLADSER I VORDINGBORG

I 1932 kom en ung mejerist hjem fra Canada med en god idé: Han ville producere smelte- og flødeost.
Det blev til Buko, der begyndte med 5 ansatte på Frederiksberg, men ideen var så god, at der måtte udvidelser til. Derfor flyttede Buko til Vordingborg i 1946, tættere på råvaren, og ind i den tomme jernbanestation i Masnedsund, der efter en smule ombygning blev til en osteproducerende virksomhed. Fabrikken blev indviet 17. januar 1947.

Buko blev en meget stor arbejdsplads i Vordingborg. I løbet af 1950’erne og 1960’erne gik landbruget på Sjælland og Lolland-Falster imidlertid overvejende over til vegetabilsk landbrug frem for animalsk. Ostemejerierne flyttede eller lukkede, og Buko måtte skaffe råvarer fra Jylland. På et tidspunkt blev der leveret omkring 70 tons fløde og råost fra Jylland til Vordingborg hver dag.

Senere blev hele Bukos produktion, der i mellemtiden var blevet en del af først MD og siden Arla Foods, flyttet væk fra Vordingborg til Holstebro, Birkum og Vrinders, tættere på råvareleverandørerne.

Oringe i 150 år

TEMA: STORE ARBEJDSPLADSER I VORDINGBORG

I disse dage er det 150 år siden at hospitalet på Oringe blev ramme om psykiatrisk behandling. Dengang hed stedet 'Helbredelsesanstalten for Sindssyge ved Vordingborg'.



Kært barn har mange navne og i de forløbne 150 år har behandlingsinstitutionen haft forskellige navne, der afspejler tidens behandlingsstrategier og holdning til patienterne: 'Sindssygehospitalet' 1939-59, 'Statshospitalet' 1959-1976, 'Amtshospitalet' 1976-2006, og 'Psykiatrien Vordingborg', som er den nuværende betegnelse.

I 1858, da arkitekt Michael Gottlieb Bindesbølls bygninger blev taget i brug, var der plads til 120 patienter, kun få havde enestuer. De fleste patienter lå på 8-sengsstuer. I årene, der fulgte, blev bygningerne udvidet flere gange, og der blev plads til flere patienter. I midten af 1900-tallet, da der var flest, husede hospitalet på Oringe ca. 900 patienter, og der var mere end 550 ansatte.

I dag er hospitalet i en moderne udgave ramme om 90 patienters tilværelse.

MAS Masnedsund Andelsslagteri

TEMA: STORE ARBEJDSPLADSER I VORDINGBORG

MAS Masnedsund Andelsslagteri blev grundlagt i 1889 som et af Europas største og mest moderne slagterier.

foto:Slagteriets ansatte, 1906

I næsten 100 år var slagteriet en stor arbejdsplads i Vordingborg, der i 1970 beskæftigede ca. 250 ansatte. Kort før lukningen i februar 1988 var ca. 100 mennesker beskæftiget ved slagteriet.

Oprindelig slagtede man både svin og kreaturer på MAS Masnedsund Andelsslagteri. Men med tiden ændrede produktionen sig, og svineslagteriafdelingen lukkede i 1972. I 1981 blev pølsemageriet lukket, og det var slut med kreaturslagteriet i 1986.

De sidste par år frem til selve slagteriets lukning, var der kun op- og udskæringsarbejde tilbage.


foto: Slagteriet havde flere udsalgsfilialer. Her ses den i Stege. 1958 (foto: Echwald)