søndag den 26. oktober 2008

Arkivernes Dag - Åbent Hus

Lørdag den 8. november kl. 10-13 åbner vi dørene for særlige oplevelser i lokalarkivet.

Scrapbøger er ofte svære at gå til, hvis man leder efter noget helt bestemt, da det ikke er så nemt at lave fyldestgørende søgeindgange til det blandede stof. Derfor er det sjældent scapbøgerne vi finder frem, når arkivets brugere skal have information om dette eller hint..
Men det er en skam, for scrapbøgerne i arkivets samling gemmer på både sjove, spændende og tankevækkende historier.

På Arkivernes Dag lægger vi alle scrapbøger frem - så kom og bladr! Sæt gerne et par timer af, for der er meget at fortabe sig i. Man kan for eksempel følge tidens gang i Prins Jørgens Garde, studere Lysfestival 1972; - eller hvad med at kigge nærmere på Gåsefesten 1958?

Det er også på Arkivernes Dag at vores bogudsalg kulminerer - Kom og gør et kup.

Sidst men ikke mindst kan man på Arkivernes Dag 2008 se en helt særlig udstilling i lokalarkivet:

Iselingen Gods anno 1910

- Det er dejlige billeder, der ikke har været vist før. De stammer fra lokalarkivets samling af glaspladenegativer, som er ved at blive scannet i vores digitaliseringsprojekt 'Når fortiden bliver digital'.