lørdag den 8. marts 2008

Lokalarkiv i KulturArkaden

Lokalarkivet i Vordingborg er rykket til KulturArkaden i Sydhavnen, under samme tag som bibliotek og musikskole ved havnefronten i Masnedsund, ca. to km fra bymidten.

KulturArkaden er indrettet i en lagerbygning i den gamle industrihavn kun få meter fra kajkanten.



Bygningen er i to planer. Der er adgang til faciliteterne fra den fælles foyer. I stueplan findes bibliotekets udlån og kontorer. På første sal findes lounge med læsepladser, musikskole, sal, it-værksted, lokalarkiv med læsesal og magasin, mødelokale samt sekretariat og ledelse.

Den 17. juli 2006 kunne lokalarkivet slå dørene op til de nyindrettede lokaler efter i en årrække at have haft til huse under mere beskedne forhold på Glambæksvej.

Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv er et ungt arkiv, der først i 1995 har fået den form lokalarkivet har i dag. Men allerede i slutningen af 1960´erne begyndte den første frivillige ildsjæl på det arbejde, der senere skulle blive til Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv.

Lokalarkivet er en del af Arkivsamvirke for lokalhistoriske arkiver i Vordingborg kommune. Arkivet arbejder tæt sammen med Lokalhistorisk Forening for Vordingborg, og flere af foreningens medlemmer yder en stor frivillig indsats på lokalarkivet med slægtsforskning, interviews og registrering af egnens historier.

Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv er administrativt tilknyttet Vordingborg Bibliotek.
Arkivets leder er arkivar cand.mag Marianne Rimmen Raasted.
T: 55 36 38 17 E: marra@vordingborg.dk